Politiet dropper sag mod Jette Lund

Jette Lund fra Dansk Folkeparti i Struer kan ånde lettet op. Politiet har droppet en sag mod hende om stillingsmisbrug i offentlig tjeneste.

DFs spidskandidat i Struer blev i juli politianmeldt af den tidligere partifælle Jette Rønberg.
DFs spidskandidat i Struer blev i juli politianmeldt af den tidligere partifælle Jette Rønberg.
Foto: Gustav Houe Dall

Der bliver ingen politisag ud af politianmeldelsen mod Dansk Folkepartis spidskandidat i Struer Kommune, Jette Lund. Det har politikeren tirsdag fået at vide af Midt- og Vestjyllands Politi.

Jette Lund er i Kina og har derfor ikke selv haft mulighed for at kommentere på sagen, men Dansk Folkepartis gruppeformand i Struer Kommune, Hans Simmelgaard, siger til TV MIDTVEST, at det glæder ham, at man nu kan komme videre.

- Anmeldelsen mod Jette Lund har været rigtig træls, fordi Jette er pålagt tavshedspligt omkring sit ansættelsesforhold og fratrædelsesaftalen og derfor ikke har kunnet forsvare sig selv, siger Hans Simmelgaard.

Politianmeldt for magtmisbrug som skoleleder

Tidligere var Jette Lund ansat som skoleleder på Nr. Felding Skole, og det er her, at hendes tidligere partifælde Jette Rønberg, der i juli meldte Jette Lund til politiet, mente, at Jette Lund havde brudt loven. 

Jette Rønberg havde søgt aktindsigt i, hvad skolens penge var blevet brugt til i den tid, hvor Jette Lund var skoleleder. TV MIDTVEST fik også adgang til aktindsigten, og i bilagene fremgik det, at skolen havde anvendt firmaer, som Jette Lunds mand, Mikael Jensen, enten var direktør for eller ansat i. 

Helt præcist drejede det sig om, at der var blevet udført arbejde fra hendes mands firmaer for 420.000 kroner over den periode, hvor Jette Lund var skoleleder.

Specialanklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, Bolette Nørbjerg, mener dog ikke, at der er foregået noget ulovligt. I et brev til Jette Lund, som TV MIDTVEST er i besiddelse af, skriver hun, at der ikke er er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart.