Politiet bekræfter: Ulvedrab dokumenteret på video

Der eksisterer en video, som dokumenterer sidste uges skuddrab på en ulv i et skovområde mellem Ulfborg og Ørnhøj.

Drabet af den 32 kilo tunge hunulv, der blev dræbt af skud tæt på Ulfborg, er dokumenteret på en video-optagelse.
Drabet af den 32 kilo tunge hunulv, der blev dræbt af skud tæt på Ulfborg, er dokumenteret på en video-optagelse.
Foto: TV2

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter nu, at der findes en video, der dokumenterer drabet på en ulv ved Ulfborg i sidste uge. 

- Det er korrekt, at der eksisterer en video af episoden, siger Poul Østergaard, der er politikommissær og leder af Særlovscenteret hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

TV MIDTVEST har fra kilder erfaret, at der skulle være en video, som er optaget af en eller flere personer, der tilfældigt var i området øst for Ulfborg, da ulven blev skudt. Videoen skulle ifølge kilderne dokumentere episoden omkring skuddet og ulvens død. Poul Østergaard altså bekræfter at der faktisk findes en video, men fortæller at politiet endnu ikke er i besiddelse af den. 

- Der er nogle forskellige formaliteter, der skal falde på plads. Dem arbejder vi på at få i orden. Når de falder på plads, får vi videoen i vores varetægt, siger Poul Østergaard. 

Hvem der har optaget videoen, og under hvilke omstændigheder politiet har fået kendskab til den og dens specifikke indhold, afviser Poul Østergaard at kommentere. 

Sigtet nægter sig skyldig

I sidste uge blev en 66-årig mand sigtet for at have skudt og dræbt en ulv cirka 13 kilometer øst for Ulfborg.

Om eftermiddagen den 16. april modtog politiet en opsigtsvækkende anmeldelse, da et vidne havde set en mand skyde en ulv. 

Gerningsmanden var ifølge anmeldelsen kommet kørende i sin bil ved en mark, havde affyret skud fra bilen og var kørt væk igen. På marken fandt man en ung hunulv, der var dræbt af skuddene. Der blev også fundet et patronhylster, der var affyret fornylig. 

Manden nægter sig skyldig, men derudover har han ikke ønsket at bidrage til efterforskningen.

Venter svar på tekniske undersøgelser

Politiet ransagede den 66-åriges bopæl og beslaglagde hans bil, flere jagtvåben og lidt ammunition. Ifølge Poul Østergaard venter politiet fortsat på resultaterne af de tekniske undersøgelser, der skal konkludere, hvorvidt våbnene passer med de patronhylstre, der blev fundet på det sted, hvor skuddene blev affyret. 

- Vi skal have fat i forskellige tekniske erklæringer. Vi kommer et godt stykke ind i maj, før vi kommer videre med sagen, siger Poul Østergaard. 

Sagen har igen sat debatten om ulven i Vestjylland i fokus. Sagen har blandt andet fået socialdemokraterne til at foreslå, at ulven hegnes ind. Miljø- og Fødevarerminister Esben Lunde Larsen var langt fra afvisende overfor ideen. 

- Jeg ved, at mange er utrygge ved ulven i den danske natur, og jeg forstår deres bekymring. Jeg er allerede i gang med at undersøge, om vi kan indhegne ulven, så befolkningen i de områder, hvor den i dag færdes, ikke skal være utrygge, sagde Esben Lunde Larsen om forslaget til sidste uge.  

Selv om debatten igen har bevæget sig op på de høje nagler, er sagen hos politiet bare en sag som mange andre, siger Poul Østergaard.

- Det vi forholder os til, er, at der er en ulv, der er skudt. Vi har en formodet gerningsmand. Alt det andet forholder vi os ikke til. 

- Sagen passer vi ind prioriteringsmæssigt, ligesom vi passer alt muligt andet ind i vores arbejde, siger Poul Østergaard.  

2:21
På den ene side dem, der er fascineret af ulve og på den anden side står dem, der frygter rovdyret.