Politiet anholder tricktyv i Skive: - Skaber i den grad utryghed

To ældre kvinder har i ugens løb fået stjålet både kontanter og smykker af en tricktyv, der nu er anholdt.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

Politiet i Skive kan sætte flueben ved en fangst, der er med til at skabe mere tryghed i byen.

En kvindelig tricktyv, som har generet flere ældre borgere i byen i løbet af ugen, blev nemlig anholdt onsdag aften kort før klokken 21. Hun er nu sigtet for at have begået to indbrud og for at true en ældre kvinde i Skive.

- Det skaber i den grad utryghed for vores borgere, når en type som hende er på spil, så vi er rigtig glade for, at vi har fået fat på hende, siger Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Udgav sig for at være fra hjemmeplejen

Den 44-årige tricktyv stjal smykker fra en 75-årig kvinde i mandags, mens hun onsdag narrede en kvinde på 82 år til at lukke hende ind, efter hun udgav sig for at være fra hjemmeplejen.

Her begyndte hun at gennemrode den 82-åriges skabe og skuffer, mens den ældre kvinde så på.

- Det fik hende til at trykke på sin alarmknap, så hun fik tilkaldt den rigtige hjemmepleje, forklarer Niels Bach.

- Tricktyven nåede dog at flygte fra stedet, inden hjælpen kom frem. Hun fik både kontanter og smykker med sig, lyder det.

Politiet kæder tyverier sammen

Da politiet havde snakket med den ældre kvinde, kunne der trækkes paralleller til måden, mandagens tricktyveri var foregået på, og derfor var myndighederne i stand til at finde frem til den 44-årige indbrudstyv på hendes private adresse i Skive.

Den anholdte kvinde var i grundlovsforhør klokken 11.00 torsdag formiddag.