Politiet anholder to i sag om brand i pizzeria

Efter undersøgelser af Brandteknologisk Institut arbejder politiet ud fra teorien om, at branden har været påsat.

Det var dette pizzeria, der brændte den 19. august (arkivbillede).
Det var dette pizzeria, der brændte den 19. august (arkivbillede).
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Politiet i Viborg har anholdt to mænd i forbindelse med den brand, der den 10. august hærgede et Stjerne Pizza på Randersvej i Overlund ved Viborg.

Det oplyser Christian Toftemark, der er politikommissær ved politiet i Viborg.

De to mænd fremstilles torsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg klokken 9.45.

Politiet i Viborg ønsker ikke at oplyse yderligere, da grundlovsforhøret formentlig bliver for lukkede døre.

Formentlig påsat brand

Midtjysk Brand & Redning fik meldingen om brand i pizzeriaet klokken 03.00 om natten. Da de kom frem, kunne indsatsleder Anders Dahl konstatere, at det inderste lag i butiksruderne var sprunget grundet en voldsom varme indefra.

Politiet i Viborg arbejder ud fra en teori om, at branden var påsat. Det har Christian Toftemark tidligere udtalt til TV MIDTVEST.

- Det bygger vi først og fremmest på, at der var flere arnesteder til branden, og det ser man stort set aldrig ved en brand, der er opstået naturligt, siger han.

Skader på andre butikker

Det var ikke kun pizzeriaet på Randersvej, der blev beskadiget under branden.

Anders Dahl fra Midtjysk Brand & Redning sagde efter branden, at både Loop samt Kylling og Co, der begge ligger tæt på pizzeriaet, fik meget røg ind, som skabte sodskader.

0:21
Indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning Anders Dahl var den første på stedet ved branden i pizzeriaet.