Politidirektør står til skattesmæk

Fribilletter til teater og koncert er skattepligtige, hvis der ikke er en direkte sammenhæng mellem arrangementet og personens arbejde, fastslå Skat.

SKAT_type1.jpg

Det er angiveligt ikke kun på kant med forvaltningsloven, når offentligt ansatte chefer modtager repræsentationsgaver til koncerter og lignende arrangementer.

De bryder også skattereglerne. Det mener i hvert fald Skat.

Dermed risikerer politidirektør Jens Kaasgaard og andre koncertgængere, der har taget imod de gratis billetter nu et skattesmæk. Skat slår nemlig fast, at fribilletter er skattepligtige, hvis der ikke er en direkte sammenhæng mellem arrangementet og personens arbejde. Man kan kun slippe for at betale skat, hvis arrangementet er en del af personens arbejde, og det er så op til Skat at vurdere, om det er det eller ej.

Men politidirektøren i Midt- og Vestjylland har aldrig skrevet billetterne på selvangivelsen, og det kunne han heller aldrig drømme om at gøre, fastslå han i dag overfor TV/MidtVest.

Gælder også ministere

Men det er ikke kun politidirektøren, der risikerer en ekstra skatteregning. De samme regler gælder nemlig også ministre og andre politikere.

Tidligere skatteminister Kristian Jensen var i 2009 til koncert med Bruce Springsteen i Messecenter Herning med sin kone. Heller ikke han havde betalt for billetterne.

- Ministre er fritaget for at betale skat af billetter til arrangementer, hvor de er repræsentative. Der står i Håndbog for ministre, at hvis man "kaster glans" over et arrangement, så skal man ikke betale skat. Men jeg opgiver hvert år et beløb på min selvangivelse, forklarer han.

Det er et skråplan

Men ifølge en ekspert, er vi på vej ud på et skråplan.

- Der er vi måske ved at nå en situation, hvor flere sager gennem de senere år tyder på, at der er ved at ske et normskred blandt dem, der sidder på de højere poster, fordi de lader sig købe med til sådan en type arrangementer - og det skal de sige nej til, siger Henning Jørgensen, der er professor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet.

Se interview hvor Skattedirektør, Region Midtjylland, Søren Christensen forklarer hvad skattereglerne på området er, her:

Straffen for ikke at opgive skattepligtige beløb på sin selvangivelse er, at man skal betale det skattepligtige beløb tilbage og i nogle tilfælde udløser det en bøde.

Hvad mener du? Er det rimeligt, at offentlige ansatte skal sige nej til repræsentationsgaver? Deltag i debatten herunder.