Politichef: Satudarah vil kontrollere det kriminelle marked

Kriminaliteten stiger eksplosivt i et område når ny rockergruppe etableres

Satudarahs medlemmer, med de karrakteriske veste, har vist sig flere steder i Jylland de seneste måneder.
Satudarahs medlemmer, med de karrakteriske veste, har vist sig flere steder i Jylland de seneste måneder.
Foto: Scanpix

Rockergruppen Satudarah forsøg på at skabe sig en platform i Jylland, og dermed kontrollere dele af det kriminelle marked, følges med stor opmærksomhed at politiets Nationale Efterforskningscenter. 

Michael Kjeldgaard, der er chef for enheden under Rigspolitiet, fortæller, at en eskalerende Sjællandsk konflikt med den rivaliserende rockergruppe, Bandidos, har øget Satudarahs interesse for Jylland.

- Vi har ingen endelig indikationer på, at Satudarah har etableret sig. Men vi ved, at de er observeret flere steder i Jylland, fortæller Michael Kjeldgaard til TV MIDTVEST.  

Ny gruppering

Satudarah er en forholdsvis ny gruppering, som blev set første gang i Danmark i 2013. Rockerklubben stammer oprindelig fra Holland, hvor de første medlemmer var indvandrere eller børn af indvandrere fra Indonesien.

Klubbens navn er sammensat af to indonesiske ord, der oversat til dansk betyder "et blod", eller den mere frie oversættelse "blodbrødre".  Rygmærket på medlemmernes veste indeholder, ud over navnet, et billede af en hvid indianerfigur.

Hos politiet foretrækker Michael Kjeldgaard at betegne gruppen som en "hybrid" mellem en bande og en rockergruppe.

- De er meget synlige med vestene der har rygmærker. Men flere af dem har ikke motorcykler, så på den måde er de ikke typiske rockere, siger chefen for det nationale efterforskningscenter.

Rocker-grupperinger etablerer sig oftest med nye afdelinger der, hvor de ønsker at kontrollere kriminelle markeder.

- De udser sig et område, hvor de rent geografisk kan "sidde" på kriminaliteten. Typisk handler det om narko, beskyttelsespenge eller afpresning, fortæller Michael Kjeldgaard videre.

Kriminalitet stiger

Fra diverse undersøgelser ved politiet, at kriminaliteten stiger eksplosivt, når først rockergrupper har slået sig ned og hvervet medlemmer, som i forvejen kommer fra det kriminelle miljø. 

- Vi ved, at man bliver 40 pct. mere kriminel af at være medlem af en gruppe, der udøver organiseret kriminalitet, som for eksempel Satudarah. Derfor er et af vores vigtigste mål, at få gjort det så svært som muligt for dem, at lave kriminelle aktiviteter, siger Michael Kjeldgaard.

På langt sigt har politiet på nationalt plan sat massivt med den forebyggende indsats. Blandt andet med fortællingen om, at det ikke er særlig attraktivt at være med i en rockergruppe eller bande.

- Vi kan ikke afskaffe rockergrupperne. Men vi kan holde det på et plan, hvor vi som samfund kan håndtere det, slutter chefen for det nationale efterforskningscenter, Michael Kjeldgaard til TV MIDTVEST.