Politiaktion i Viborg: Mand havde taget ukendt stof

En mand havde taget et stof, som muligvis er giftigt. Nu er han sigtet og kan risikere op til otte års fængsel.

En helikopter måtte også i brug, da politiet skulle have fløjet det ukendte stof til nærmere undersøgelser på Sjælland.
En helikopter måtte også i brug, da politiet skulle have fløjet det ukendte stof til nærmere undersøgelser på Sjælland.
Foto: Privatfoto

Politiet har tirsdag været talstærkt tilstede ved en privat adresse på Kirkebækvej i Viborg. Nu viser det sig, at det skyldes, at en person har taget et endnu ukendt stof, som kan være giftigt, skriver ordensmagten i en pressemeddelelse.

Af sikkerhedsmæssige årsager er politiet i færd med at foretage tekniske undersøgelser, der skal fastslå, hvad det er for et stof, personen har taget. Selvom der ikke er fare for personer i området, skal man holde sig uden for afspærringerne for ikke at forstyrre myndighedernes arbejde. Politiet betragter i øvrigt sagen som et selvmordsforsøg.

Alligevel er manden, der har taget stoffet, blevet anholdt og sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 192a, der drejer sig om våben eller eksplosivstoffer, der:

- [...] på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.

Strafferammen er fra to til otte års fængsel.

Manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag, hvor anklagemyndigheden vil bede om lukkede døre.

1:51
En mand havde taget et stof, som muligvis er farligt. Politiet tog ingen chancer og spærrede et stort område af.