Politi: Vraggods på vejene er livsfarligt

Problemet med farligt vraggods på vejene er ifølge politiet et stigende problem. Fredag gik det galt på motorvejen ved Herning.

På genbrugspladsen i Skive oplever de trailere der er læsset uforsvarligt.
På genbrugspladsen i Skive oplever de trailere der er læsset uforsvarligt.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Murerbaljer, fliser eller flyvende papkasser. Det er ikke småting man møder på vejene som trafikant.

Et problem, der i følge politiet, er stigende. De løfter derfor pegefingeren og beder folk om at sikre deres gods bedre. 

- Det sker desværre alt for tit, at trafikanterne forsømmer at spænde deres gods ordentligt fast. Det er ene og alene trafikantens ansvar at sørge for at tingene sidder ordentlig fast under kørsel, siger Henrik Glintborg, leder af Færdselspolitiet i Midt- og Vestjyllands Politi.

Så sent som i fredags, gik det galt på Herningmotorvejen. Her var en tabt cykel, skyld i et større harmonikasammenstød mellem otte biler. Heldigvis, skete der ikke de store personskader. Men så lykkeligt ender det ikke altid:

-  Vi oplever desværre i yderste konsekvens, at folk mister livet af det her, siger Henrik Glintborg, der nu opfordrer til at tjekke traileren eller cykelstativet en ekstra gang. 

- Der er alt muligt grund til, at vi løfter pegefingeren og beder folk om at tjekke at alle ting er ordentlig spændt fast en ekstra gang. Vi har jo motorvej mange steder og får mere og mere. Her kører vi hurtigere og her falder der bare mere gods af, desværre, siger Henrik Glintborg.

Overlastede trailere

Genbrugspladsen i Skive er et af de steder, hvor de oplever, at folk ikke har styr på hvordan man pakker en trailer forsvarligt.

- Det sker sommetider, at folk kommer med et læs, der stikker to meter over kanten på trailerne, og det er altså ikke forsvarligt, siger Niklas Hallum, der er pladsmand på genbrugpladsen i Skive. 

På genbrugspladsen i Skive oplever Niklas Hallum, trailere der er læsset mere end to meter op i luften.
På genbrugspladsen i Skive oplever Niklas Hallum, trailere der er læsset mere end to meter op i luften.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Pladsfolkene kan kun se opgivende til, når en uforsvarligt lastet trailer ruller ind på genbrugspladsen, for som Niklas Hallum siger, "så har de jo ofte allerede tabt godset, når de kommer ind på pladsen", og så mener han i øvrigt ikke, det er pladsfolkenes ansvar at formane folk om at sikre deres gods. Alligevel vil han dog gerne give et godt råd med på vejen: 

- Man skal altid se på vind og vejr før man kører afsted og. Invester i et net til trailerne eller andet, der kan holde fast på det man kører med, det er godt givet ud, siger Niklas Hallum. 

1:57