Politi-virus afpresser landsdelen

Mange midt- og vestjyder bliver angrebet af en computervirus, der udgiver sig for at være fra politiet og forsøger at afpresse penge med trusler om afsløringer af børneporno.

politivirus.jpg

- Du har børneporno på din computer, og hvis ikke du betaler, kommer du i fængsel.

Sådan bliver mange midt- og vestjyder for tiden angrebet af en computervirus, der låser computeren. Med en besked, der skal forestille at være fra politiet, forsøger virussen at få offeret til at indbetale penge på en konto mod at få computeren låst op igen.

- Vi får nogen anmeldelser om ugen. Det er mit indtryk, at den er forholdsvis udbredt. Der er nok mange, som ikke anmelder det til os, siger vagtchef, Lars Even, Midt- og Vestjyllands Politi.

Også den selvstændige it-supporter, Filip Dalgaard, der har hjemme i Aulum, har mærket at afpresningensvirussen for tiden angriber i midt- og Vestjylland.

- Flere af mine kunder har haft den. Der er desværre også nogen, som når at betale et beløb, før de ringer til mig.

Gør det selv

It-supporteren forklarer at virussen er relativt nem at slippe af med, for en erfaren computerbruger. Han anbefaler, at man enten tager kontakt til en professionel som ham selv, eller at man forsøger selv at løse det. Ved at søge på "politi-virus" på internettet kan man hurtigt finde frem til hjemmesider, der kan hjælpe med at få slettet virussen.

- Det er ikke sådan en virus, hvor man er nødt til at slette hele harddisken og starte forfra. Den kan fjernes igen, uden at man mister noget, siger Filip Dalgaard.

Hos politiet anbefaler vagtchef, Lars Even, at man anmelder det, hvis man bliver angrebet. Politiet samler anmeldelserne sammen, så de kan komme videre til en samlet efterforskning.

 

2:47
En virus udgiver sig for at være politiet, beskylder ofrene for børneporno og opkræver en bøde