Politi undersøger tips om stenkastere

Politiet har fået enkelte henvendelser siden de mandag modtog en anmeldelse om stenkast fra motorvejsbro ved Silkeborg.

Det var fra denne bro på Silkeborgmotorvej, der blev kastet en sten mod en bil ved midnat søndag.
Det var fra denne bro på Silkeborgmotorvej, der blev kastet en sten mod en bil ved midnat søndag.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Lokalpolitiet i Silkeborg har siden mandag modtaget flere henvendelser og tips angående stenkast fra motorvejsbro i Silkeborg.

Fra broen ved Østre Ringvej i Silkeborg blev der kastet en sten på henholdsvis 8-10 kilo samt to mindre sten på under et kilo mod en bil fra Vejdirektoratet, der var på patrulje på den endnu ikke åbne motorvej. Ingen af stenene ramte.

Der har været forslag fremme om at sikre "særligt udsatte" vejbroer med for eksempel trådgitter, plexiglas eller videokameraer. Men det mener Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke er løsningen. Han taler i stedet for hårdere straffe til gerningsmændene. 

- Hvis vi sikrer en bro, så kan stenkasterne vælge at benytte nabobroen, hvilket også er påpeget af Vejdirektoratet. Derfor må alle gode kræfter - med politiet i spidsen - sættes ind på at pågribe stenkastere, så samfundet med hård straf markerer, at denne dødsensfarlige og utryghedsskabende forbrydelse slet ikke tolereres, siger han.

Politiet undersøger nu de henvendelser, de har modtaget, men er på nuværende tidspunkt ikke klogere på episoden. Derfor opfordrer de fortsat gerningsmændene eller vidner, der skulle have set noget på eller omkring motorvejsbroen ved midnatstid søndag, til at tage kontakt til politiet på 114.