Politi til krænkere: I kan ikke gemme jer

Politi til krænkere: I kan ikke gemme jer

Gerningsmænd skal ikke tro, at de gemme sig bag en computerskærm og så mod betaling lade forbrydelser ske i udlandet. Sådan lyder beskeden fra politiinspektør Ole Henriksen.

Ole Henriksen er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, der i dag kunne anholde og fremstille den nu varetægtsfængslede 24-årige mand fra Kibæk i grundlovsforhør.

- Vi sigter ham for at han har siddet bag sin computer i Danmark og bestilt og fået gennemført en voldtægt af en mindreårig pige ude i Østen. Det er sket på hans foranledning, og han har betalt for at voldtægten fandt sted. Det er vores mistanke på nuværende tidspunkt, lyder det fra politiinspektøren.

Større aktion

Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, har i en periode arbejdet intensivt på at identificere en række gerningsmænd, der tilsyneladende har bestilt og betalt for såkaldt live-streaming af seksuelt misbrug af børn i Filippinerne. I dag blev en velkoordineret aktion gennemført af seks politikredse, som ransagede flere adresser i Danmark.

-  Aktionen har flere formål. Blandt andet at afdække det her, men også at sende et signal om, at de her gerningsmænd ikke bare kan gemme sig bag en computerskærm i Danmark og så mod betaling lade forbrydelser ske i udlandet, lyder meldingen fra Ole Henriksen.

Medvirkende til voldtægt

Sager som denne er heldigvis ikke hverdagskost. Der findes ét fortilfælde i Nordjylland, men ellers har Ole Henriksen ikke kendskab til andre tilfælde. Den 24-årige mand fra Kibæk står tiltalt for grove forhold.

- Den unge 24-årige mand anses for at være medvirkende til voldtægten af den unge pige, for havde han ikke bestilt og betalt, ja så var det ikke sket. Det er vores klare opfattelse, siger Ole Henriksen.