Politi: Pas på is fra lastbiler

Isflager, som falder ned fra en lastbil i høj fart, kan være livsfarlige. Derfor opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi bilister til at holde afstand.

Politiet opfordrer bilister til at holde sig på afstand fra lastbiler med is på taget.
Politiet opfordrer bilister til at holde sig på afstand fra lastbiler med is på taget.
Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Det er 1. december, og det er nu officielt vinter. Frosten har ligget over Danmark de sidste mange uger, og det udgør ikke kun en risiko for glatte veje. For det kolde vejr kan få vandet på lastbiler og andre større køretøjer til at fryse til store stykker is. Det is kan falde af under kørsel.

Derfor advarer Midt- og Vestjyllands Politi bilister om at holde godt øje, når de kører efter en lastbil.

- Vi har modtaget de første anmeldelser om lastbiler, der taber blokke og flager af is på vejene, når de kører. Der opstår let farlige situationer i trafikken, når det sker. Rigtigt slemt bliver det, hvis isen rammer andre køretøjer eller trafikanter. En tung isblok kan gå igennem forruden på en bil med alvorlig personskade til følge, og det er decideret livsfarligt, hvis isen rammer fodgængere eller cyklister,” siger Henrik Glintborg, leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Is kan gemme sig ovenpå en lastbil.
Is kan gemme sig ovenpå en lastbil.
Foto: Arkiv

Chaufføren skal selv fjerne isen på taget, men nogle gange bliver det ikke gjort, og det kan få store konsekvenser for chaufføren. Som udgangspunkt kan chaufføren få en bødestraf, men alt efter hvor omfattende ulykken er, kan chaufføren også få en betinget frakendelse af sit kørekort eller i værste fald blive sigtet for uagtsom manddrab. 

- Selv om det er chaufførens ansvar at fjerne isflager fra lastbilen inden kørsel, anbefaler vi at reducere hastigheden og holde ekstra afstand, hvis du som bilist ser en lastbil med is, der falder ned fra taget, siger Henrik Glintborg.

2:10
Det er ikke et nyt problem, at is falder fra lastbilerne. Sidste år lavede vi også et indslag om problemet, som du kan se lige her.