Politi på jagt efter røver

En 22-årig mand blev tvunget til at udlevere 2.000 kroner, som han lige havde hævet i en hæveautomat i Herning.

Politi.dk vaebenskjold_0.jpg

 

En 22-årig mand fra Brande fik sig en rigtig dårlig oplevelse på årets sidste dag. Ved Jyske Banks hæveautomat på Sølvgade i Herning blev han udsat for et røveri.

Da han kort før klokken ti ville hæve et kontantbeløb i hæveautomaten, blev han passet op af en ung mand, der med en kniv og ordene "hit med pengene" tvang den 22-årige til at aflevere 2.000 kroner. Herefter stak røveren af ned mod Banegårdspladsen og videre ud på Museumsgade.

Røveren beskrives som 20-30 år og 165-170 centimeter. Han havde en mørk jakke og et rødt-hvidt halstørklæde på og talte dansk. Politiet har i flere timer været på jagt efter røveren i Hernings centrum. Og har nogen set eller hørt noget, vil politiet meget gerne høre fra jer på telefon 1-1-4.