Politi om klovnetrend: Sådan forholder du dig til halloween

Der skal være plads til at klæde sig ud til halloween, fastslår Midt- og Vestjyllands Politi.

Man kan kun få bøde for udklædning, hvis man har til hensigt virkeligt at skræmme folk, så de bliver meget bange fastslår politiet.
Man kan kun få bøde for udklædning, hvis man har til hensigt virkeligt at skræmme folk, så de bliver meget bange fastslår politiet.
Foto: Colourbox

Den skrækindjagende klovnetrend, der i øjeblikket hærger landet, skal ikke have lov til at ødelægge halloween, siger politiet.

I øjeblikket registrerer de hver dag tilfælde af udklædte klovne, der forsøger at skræmme forbipasserende danskere, og med halloween lige om hjørnet, kan vi forvente flere uhyggelige udklædninger i gadebilledet.

Men det skal der være plads til, lyder det fra politiinspektør Hans Roost fra Midt- og Vestjyllands Politi. Det hele kommer an på hensigten med udklædningen. 

- Det er to vidt forskellige situationer.

- Der er noget sjovt og glædeligt over halloween, hvorimod mange har følt sig skræmt af klovnene, som også har syntes, det var sjovt at gøre folk bange. Det er den afgørende forskel, siger han.

Derfor er det altså ikke kun folk i klovnekostume, der kan få en bøde, hvis de skræmmer folk. Og omvendt kan man godt have et klovnekostume på, så længe man opfører sig ordentligt.

Som TV MIDTVEST fortalte onsdag, måtte Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag anholde to mænd, der ikke var klædt ud som klovne, men som henholdsvis en abe og en gammel mand. De fik en bøde og blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen - netop fordi de, ifølge politiet, havde til formål at skræmme folk.

- Hvis motivet er, at man er ude at skræmme folk, så de virkelig bliver skræmte og virkelig bliver bange, så har vi en sag, som vi undersøger, lyder det fra Hans Roost.