Politi: Luk ikke fremmede ind

Efter endnu tre tilfælde af tricktyverier mod ældre mennesker opfordrer politiet igen ældre mennesker til at være varsomme med, hvem de lukker ind i deres hjem.

Torsdag eftermiddag slog tricktyve til mod flere adresser i Thisted, Nykøbing og Skive. Tyvene udgav sig for at komme fra myndighederne, og på den måde fik de adgang til ældre menneskers boliger.

I Nykøbing ringede en kvinde på døren hos en 84-årig mand. Hun udgav sig for at hedde Maja og komme fra kommunen. Hun fortalte, at hun skulle ind og tjekke badeværelset.

- Imens de to er på badeværelset, så er der en tredje person som kommer ind og stjæler 400-600 kroner fra en pung, siger Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Politiet opfordrer nu til, at man ikke lukker fremmede ind, uden at se legitimation eller navneskilt. Tidligere har tricktyve været på spil i blandt andet Viborg, Silkeborg, Skjern og Tarm. Og i går var de altså på spil i Thisted, Nykøbing og Skive.