Politi: Hold øje med østeuropæere

I forbindelse med den voldsomme indbrudsbølge i Midt- og Vestjylland, anmoder politiet nu sommerhusejere om at være opmærksomme på unge østeuropæere.

19MbIndbrud3.jpg

Midt og Vestjyllands Politi har ikke mange spor at gå efter i forbindelse med den massive indbrudsbølge i Midt- og Vestjylland. Men lidt nyt er der kommet frem, efter politiet har foretaget en foreløbig analyse af de mange indbrud.

Analysen viser, at gerningsmændene typisk har skaffet sig adgang ved at bryde døre og vinduer op med et koben eller lignende, hvorefter de målrettet er gået efter smykker, kontanter, sølvtøj, bærbare PC'ere og anden elektronik, og mange af indbruddene er begået i eftermiddags- og aftentimerne.

Hold øje med unge østeuropæere

Politiet har endnu ikke hørt fra vidner der har set gerningsmændene, men der er sikret en række tekniske spor på gerningstederne.

Samtidig anmodes de sommerhusejere, der for tiden opholder sig i deres huse, om at være opmærksomme på udlejningshuse, der er lejet ud til større grupper af østeuropæiske mænd i alderen 20-35 år.

Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.