Politi før derby: Vil ikke acceptere uro

Potentielle ballademagere får svært ved at skeje ud, når Viborg FF i dag tager imod FCM. Politiet er nemlig klar på eventuelle uroligheder.

fodboldfans_vff_fcm.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi stiller med flere folk end nogensinde til en fodboldkamp mellem Viborg FF og FC Midtjylland, når de to hold tørner sammen i aften. Politiet vil være massivt tilstede i bybilledet i Viborg i løbet af dagen, hvor de såkaldte dialogbetjente får en vigtig opgave ved at komme uromagerne i forkøbet.

- Vi vil ikke acceptere, at tilskuerne skal gå over gevind, som det skete sidst, de to hold spillede. Derfor stiller vi med de nødvendige ressourcer, så vi kan stille ballademagerne til ansvar. Vi vil i løbet af dagen være i kontakt med de to fangrupperinger, siger vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

Politiet forventer, at de første FC Midtjylland-fans ankommer til Viborg ved 15-tiden. Det er specielt området omkring Vesterbrogade i Viborg, som politiet har øjnene rettet imod.

- Det er altid ganske få, der ødelægger det for de mange. Og det er hamrende svært at finde ballademagerne i mængden, men med vores store tilstedeværelse håber vi på, at vi kan udpege dem, der ikke bare vil se fodbold, siger Henrik Glintborg.

Sidst de to klubber tørnede sammen, skabte det stor ballade i Viborg. Her kom en betjent slemt til skade, efter en gruppering kastede en fyldt dåseøl i hovedet på ham. Derudover blev der affyret flere kanonslag.