Politi fandt stoffer til technofest

Lørdag aften fandt politiet stoffer hos 10 ud af 70 gæster til en technofest nord for Skive.

Blaablink (politi).jpg

I lørdags blev 10 personer taget for besiddelse af ulovlige stoffer til en Technofest i Øster Dølby Forsamlingshus på Rudemøllevej. Politiet visiterede 35 af festens 70 gæster, hvoraf 10 af dem havde stoffer på sig til eget forbrug.

Politiet har beslaglagt 3,5 gram amfetamin, 0,5 gram MDMA (kunstigt amfetamin), 14 gram hash, 0,5 gram ketamin, 0,5 gram kokain, 10 ecstasy-tabletter og en kapsel fantasy.

De 10 deltagere med stoffer på sig, fik bøder med et minimumsbeløb på 3000 kroner. Desuden blev en person sigtet for at køre bil uden kørekort, og en anden blev sigtet for at nægte at oplyse navn og adresse til betjentene.

Det var gennem Facebook at politiet havde fået nys om festen. Efter beslaglæggelserne forløb festen roligt.