Politi afslutter sag om anmeldt stutteriejer: - Ingenting at komme efter

Der var ingenting at komme efter hos Viegård Stutteri, der var anmeldt for mishandling af heste. Det konkluderer politiet efter besøg hos ejeren.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Politiet har nu afsluttet den sag, hvor ejeren af Viegård Stutteri ved Skals, John Byrialsen, var blevet anmeldt til politiet efter mistanke om mishandling af heste på stutteriet. 

- Vi har været på kontrolbesøg, og der var ingenting at komme efter rent dyrevelfærdsmæssigt, fortæller politikommissær Poul Østergaard. 

Politiet fortæller i øvrigt, at Fødevarestyrelsen også havde været på besøg hos John Byrialsen kort forinden ordensmagten var forbi. Heller ikke styrelsen havde noget at sætte på forholdene. 

- Det er et rigtig stort stutteri med flere hundrede heste, med en meget stor omsætning også. Og der var fine forhold, uddyber Poul Østergaard.  

Tynde heste

Det var en henvendelse til Dyrenes Beskyttelse fra en bekymret borger, der fik sagen til at rulle. Henvendelsen gik på, at heste skulle være blevet mishandlet på stutteriet. Det resulterede i en politianmeldelse på opfordring fra Dyrenes Beskyttelse. 

Overfor TV MIDTVEST erkendte John Byrialsen, at hestene på nogle billeder, der er taget på stutteriet, var alt for tynde. Men han mente ikke, at der skulle være tale om vanrøgt. 

- Det har ikke noget med dyrplageri at gøre. Den har fået foder, den har fået ormekur, den har fået raspet tænder, og den er passet. Så kan man ikke gøre ret meget mere. Så kan man jo sige, at alle tynde dyr skal slås ned. Når man har 600 heste, som vi har her, så opstår den slags en gang imellem, forkarede John Byrialsen i til TV MIDTVEST i slutningen af marts. 

Men skal det ikke være sådan, at ikke én eneste hest er for tynd?

- Man kan ikke gå imod naturen. Det sker engang imellem med gamle heste, at der er en enkelt, der bliver for tynd. Så slemt er det heller ikke. De er jo ikke på eksistensgrænsen. Den er bare for tynd, og derfor får den ekstra foder og har fået behandling i vinter, lød det. 

Og nu er sagen altså afsluttet, og stutteriejeren er renset for mistankerne. 

02:02

TV MIDTVEST besøgte John Byrialsen, da han blev anmeldt. 

Luk video