Polar Is holder varmen

Det går skidt for de danske isproducenter. Undtagen Polar Is i Thisted.

Økonomisk er det en iskold tid for isproducenterne i Danmark. Samlet sælger de 14% færre ispinde og literis i forhold til samme periode sidste år, skriver Børsen.

Men Polar Is i Thisted holder varmen og tjener stadig penge, fortæller marketingchef Jørgen Sølvkjær. De har fået folk til også at købe is i suparmarkedets køledisk, og ikke kun i iskiosken på stranden:

- Impulsmarked for ispinde og isvafler har været faldende de senere år. Det har vi også kunnet mærke. Derfor har vi valgt også at gå efter det andet marked: Detailhandlen, supermarkederne og købmænd, og her har vi fået godt fat med multipaksæsker og literis i bæger. Så hvis det går skidt det ene sted, kan vi hente noget ind på den anden front.