Polakker anholdt ved tøjcontainere

Tre mænd taget på fersk gerning under tyveri af genbrugstøj.

100311_Genbrugstoej.jpg

Der må være gode penge i at sælge stjålet genbrugstøj på det sorte marked i Østeuropa - politiet oplever i hvert fald en jævn strøm af tyverier fra midt- og vestjyske tøjcontainere.

Senest var den gal i Holstebro, hvor politiet onsdag aften anholdt tre polske mænd, som var igang med at tømme genbrugscontainerne ved Kvickly. Den ene af mændene forsøgte at stikke af, men  blev hurtigt indhentet af en politihund.

Politiet fandt i alt 23 sække med genbrugstøj, men om de alle er stjålet fra containerne ved Kvickly, ved politiet endnu ikke. Polakkerne kørte i en varebil, og i den fandt politiet blandt andet en vinkelsliber og flere brændstof-dunke med tilhørende slanger.

Polakkerne skal nu afhøres nærmere, og herefter står de formentlig til en bøde og til at blive vist ud af landet.