Polak tiltalt for tyveri af cykler for 3 millioner kroner

En polsk mand er tiltalt for at have stjålet mere end 400 cykler til en værdi af i alt omkring tre millioner kroner.

En polsk mand er tiltalt for at have stjålet mere end 400 cykler.
En polsk mand er tiltalt for at have stjålet mere end 400 cykler.
Foto: Colourbox

Tyveri af intet mindre end 453 cykler er en 50-årig polsk mand tiltalt for. Syv af tyverierne er sket i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Manden er tiltalt for 48 forhold, og cyklerne er primært stjålet på efterskoler. Der er blandt andet blevet stjålet cykler på Bork Havn Efterskole, hvor der blev stjålet 16 cykler til en værdi af godt 125.000 kroner.

Også på Dejbjerglund Efterskole har de haft besøg af den polske mand. Her blev der stjålet 19 cykler til en værdi af næsten 140.000 kroner.

Manden har angiveligt også været i blandt andet Spjald, Skjern og Tarm.

Den 50-årige blev anholdt i oktober 2017, hvor politiet fandt de stjålne cykler i mandens varebil.

I alt løber alle de stjålne cykler op i en værdi på omkring 3,1 millioner kroner.

Anklagemyndigheden kræver manden udvist af Danmark på livstid.