Pokalfodbold: Skive tæt på sejr over Silkeborg

Silkeborg var tæt på at tabe til Skive, men holdet gik alligevel videre til fjerde runde i pokalturneringen.

Arkivfoto
Arkivfoto

Nummer 12 i Superligaen var marginalt stærkere end nummer to i 1. division, da Skive og Silkeborg onsdag aften mødtes i pokalturneringen i fodbold. Silkeborg balancerede på randen af et nederlag. Men det lykkedes for holdet at vinde 3-1 på udebane efter forlænget spilletid.Med sejren er Silkeborg videre til fjerde runde.

Skive foran  
Efter en målløs første halvleg kom der gang i målscoringen i de sidste 45 minutter. Efter 65 minutters spil lykkedes det for Mathias Pedersen at bringe Skive foran, og det mål så ud til at blive kampens både første og sidste. Få minutter før tid blev Silkeborg endda reduceret til ti mand, da Davit Skhirtladze blev præsenteret for et rødt kort. Kort før tid lykkedes for imidlertid for den tidligere Skive-spiller Andreas Albers at udligne til 1-1 for Silkeborg, og kampen gik derefter i forlænget spilletid.

Cirka ti minutter før tid scorede indskiftede Nicolaj Agger til 2-1 for Silkeborg, og kort før tid cementerede den ligeledes indskiftede Emil Lyng sejren.

/ritzau/