Øjenvidne rapporterer: - Pludselig stod pumaen i mit vindue

Flere midtjyder har i den seneste tid set, hvad de mener er en puma. Tre gange har bekymrede borgere kontaktet politiet vedrørende pumaen.

En puma kan veje op til 100 kg. Foto: Miguel Alvarez/AFP/Ritzau Scanpix

- Jeg sidder i mørket. Lige pludselig kommer en hare pilende forbi. 5-10 sekunder senere kommer et kattehoved frem i vinduet. Men jeg tænker ved mig selv, at det var godt nok en stor kat.

Læs også Stort puma-lignende dyr set i Herning

Sådan fortæller Peter Engsted fra Lind om sine oplevelser natten mellem søndag og mandag. 

- Jeg når ikke at blive bange, for jeg har slet ikke tænkt puma endnu. Jeg tænker bare, at det er helt utroligt så stor, den er. For at sammenligne med noget, så var ryggen cirka samme højde som sædet på en spisebordsstol, forsætter han. 

Efterfølgende begynder Peter Engsted at undersøge, hvad det mon er for et kattedyr, der har lusket rundt i hans have midt om natten.

Han er i dag ikke i tvivl. Det må være en puma, han har set. 

- Folk tror, jeg laver sjov

Peter Engsted har delt sin oplevelse på Facebook, og her har reaktionerne været blandede.

- En skriver, 'Jeg så en giraf i gågaden', og en anden 'Der var junglefest på HHX, så det er nok det, du har set', fortæller Peter Engsted.

Hvis det billede var fra Nordamerika, ville jeg have sagt, at det godt kunne have været en puma.

Morten Vissing, Zoolog

Men det er ikke alle, der møder Peter Engsted med mistro. Kitt Buchardt fra Give tror på ham. Hun er nemlig selv stødt på et stort kattedyr på en mark, få dage inden Peter Engsted ser pumaen i sin have. 

Cirka 50 meter ude på en mark ser hun noget stort.

- Jeg kan bare sige, at den havde den lange hale, og at det var et stort kattedyr. Jeg kunne se dens muskler bevæge sig. Det var ikke et almindeligt dansk dyr, siger Kitt Buchardt.

Selv zoologer bliver i tvivl

Zoologer har tidligere opfordret til, at hvis man ser pumaen, så skal man skynde sig at tage billeder af dyret.

Lige præcis det lykkedes for Kitt Buchardt, da hun så det store puma-lignende dyr på marken ved Give.

00:42

Kitt Buchardts optagelser af det store kattedyr.

Luk video

Og netop de billeder skaber tvivl hos zoologen Morten Vissing, der ellers indtil nu pure har afvist tanken om en puma i Danmark. 

- Det kunne meget godt ligne et stort kattedyr det her, siger Morten Vissing. 

Hvilket dyr der konkret er tale om, sætter Morten Vissing ikke ord på. Han kan blot afvise, at dyret skulle være enten en hund, los, ulv eller siameser.

- Hvis det billede var fra Nordamerika, ville jeg have sagt, at det godt kunne have været en puma, siger Morten Vissing.

02:37 Luk video

Peter Engsted har en opfordring til andre, der skulle støde på pumaen. Kontakt politiet! 

- Politiet skal ikke tro, at jeg er en skør person, der sidder og ser synes om natten. Jo flere der kommer med sådan nogle observationer, desto mere alvorligt skal man tage det, siger han.