Plejehjemskvinder bag bagebog

Otte kvinder fra Egvad Plejehjem i Tarm får 28.000 kroner til en ny kagebog.

Aeldre-og-personale.jpg

"Oldemors Kagebog" bliver titlen på den bagebog, som otte oldemødre i september vil skrive sammen med otte børn i alderen 8-11 år. Bagebogen bliver fyldt med gode opskrifter fra oldemors køkken. Bagebogsprojektet har fået 28.000 kroner i støtte fra Social- og Integrationsministeriet.

 - Oldemors Kagebog er et rigtig godt eksempel på et projekt, som både skaber et socialt indhold i hverdagen for de ældre og som samtidig styrker solidariteten mellem unge og ældre i samfundet. Jeg er sikker på, at kvinderne på Egvad Plejehjem gemmer på en masse fantastiske opskrifter, som mange andre kan få glæde af, siger socialminister Karen Hækkerup i en pressemeddelelse.

Stor glæde på Egvad

På Egvad Plejehjem er der også stor glæde over, at oldemødrene nu får deres egen kogebog.

 - Jeg er rigtig glad for det. Det bliver både et sjovt og givende projekt, fordi det kan give noget for beboerne, siger plejehjemsleder, Bente Vyff Petersen.

Børn og beboere bager og prøvesmager fra uge 36 og helt indtil uge 43.