Plejehjemsbeboer bidt af rotte

En beboer på ældrecentret i Sjørup er blevet bidt af en rotte mens han lå og sov.

100405_Rotte_Bin.03_001.jpg

Natten til søndag bed en rotte en ældre beboer på ældrecentret i Sjørup mens han lå og sov. Rotten blev opdaget, da personalet gik den natlige runde. På beboerens værelse så personalet en skygge, som forsvandt fra sengen, og det viste sig at være en rotte som blandt andet havde bidt i beboerens tæer.

Socialudvalgsformand Mette Nielsen kalder det i dag for en ulykkelig situation, at en af kommunens svageste ældre bliver udsat for et rottebid, men hun oplyser, at plejecentret ikke har et rotteproblem, og at der formentlig er tale om en enlig strejfer, der på en eller anden måde har fundet vej ind på ældrecentret i Sjørup.

Rotten er fanget og aflivet. Embedslægen bliver orienteret om sagen i morgen tirsdag.