Plan for jyske statsjobs klar til oktober

Senest til oktober fremlægger Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen en konkret plan for, hvilke statslige arbejdspladser der skal flyttes til Jylland.

Troels Lund Poulsen.jpg

Som lovet i valgkampen, så vil Venstre flytte flere statslige arbejdspladser til Jylland. Og planen for hvilke jobs der skal flyttes, hvorhen og hvornår, kommer til at ligge klar til oktober.

- Vi kommer med en plan, hvor vi laver klare mål for, hvordan de statslige arbejdspladser skal fordeles i fremtiden. Dér bliver man også nødt til at sætte navn og adresse på, siger Erhvervs- og Vækstminister, Troels Lund Poulsen (V) til Nordjyske Stiftstidende.

Udflytningen af statslige arbejdspladser til Jylland, var en af regeringens mærkesager under valgkampen. Og formand for foreningen Staten i hele Danmark, Jakob Axel Nielsen, er glad for, at regeringen holder fast i sit løfte fra valgkampen, og at arbejdet med de statslige arbejdspladser ser ud til at være så langt fremme i processen.

- Hvis det efter dette her forløb ikke ender med udflytning af statslige arbejdspladser, vil det være et gevaldigt løftebrud, siger Jakob Axel Nielsen.

Han roser regeringen for at arbejde hårdt på at nå frem til en endelig plan, og først der fremlægge den for offentligheden.

- På den måde undgår man bedst, at en masse mennesker, herunder de ansatte, går i forsvarsposition, og at planerne derfor dør, før noget besluttes, siger Jakob Axel Nielsen.