Plaget af rotter: Flere kritiserer udlejer

Flere lejere kritiserer nu Bo Midtvest for at have handlet for langsomt i en sag med omfattende rottegener.

Et rottepar kan blive til 862 på et år, så det er med at tage rotteproblemer alvorligt. Foto: Linda Kastrup / Scanpix

I næsten en måned har Stine Guldhammer fra Ikast boet hos venner og familie, fordi hendes lejlighed er blevet invaderet af rotter. Også flere naboer er ramt, og med landslejernes organisation LLO i ryggen kritiserer de nu udlejeren Bo Midtvest for at handle alt for langsomt i sagen.

Da Stine Guldhammer lørdag vendte tilbage til sin lejlighed i Ikast skulle en måneds problemer med rotter være løst. Men i stedet blev hun budt velkommen af velkendte lyde.

- Der er jo kradsen overalt. Altså det er så højt og forfærdeligt. Så man kan jo virkelig høre, hvordan de pibler rundt ikke også, siger en vred Stine Guldhammer fra Ikast. 

Stine Guldhammer troede rotteplagen var slut, men mareridtet fortsætter. Foto: Sean Kelly Christensen

Naboen ville godt have vidst besked

Ifølge Stine Guldhammer krævede det flere billeder og optagelser, før hendes boligselskab Bo Midtvest var overbevist om rotteproblemerne og kontaktede kommunen i slutningen af juli. 

- Når der virkelig bliver bevist, at den er her, at de så bare kommer og sætter en fælde op, og så går de igen, fordi de har fyraften.

Her har rotter gnavet i ledninger. Foto: Privat

- Jeg har forståelse for, det er deres arbejde, men jeg skal bo her – jeg betaler for det – jeg har to børn, jeg skal tage vare på, fortæller lejer Stine Guldhammer.

Også nabo Annette Alsted Horshauge har filmet rotterne uvidende om problemerne i lejligheden ved siden af, og hun undrer sig over boligselskabets måde at håndtere problemet på.

Man burde jo have set efter, hvor stor en rotteplage det er og gjort noget aktivt

Marius Kristensen, sagsbehandler i LLO Herning

- Jeg ville da også gerne have været oplyst om det, fordi altså, man kan jo selvfølgelig også sørge for at lukke sin dør, når man finder ud af, at naboen har rotter trods alt, fordi det har jeg jo ikke vidst på det tidspunkt, siger hun.

Bor hos familie og venner

Stine Guldhammer er blevet tilbudt en genhusningslejlighed på første sal, men da hun er ramt af gigt og ikke kan gå op ad trapperne og selv skal betale for flytningen, må hun i stedet bo hos familie og venner.

Nabo Annette Alsted Horshauge har fundet flere nye spor af rotter, hvor der er trukket en hale eller små fine spor i sandet. Hun har også filmet rotter i sandet. Foto: Sean Kelly Christensen

- De burde have sat et beredskab ind, som gør, at man kan blive genhuset i noget, der er tilsvarende, og i og med at jeg har nogle skavanker, som gør at jeg ikke kan bo forskellige steder, så må de jo have sørget for en skurvogn – et eller andet med bad og toilet. Bare et eller andet så jeg havde en base – et sted at være.   

Hun bakkes op af lejernes landsorganisation LLO, som mener, at lejligheden burde have været erklæret ubeboelig.

- Man burde jo have set efter, hvor stor en rotteplage det er og gjort noget aktivt. Det kunne have været gjort inden for en uges tid, hvis man havde været kvik. Men man har ladet det sejle. Og nu står vi i den her situation her, siger Marius Kristensen, sagsbehandler i LLO Herning.

Stine Guldhammer afventer efter lørdagens bevis på rotter nu endnu et udspil fra boligselskabet. 

02:40

Se indslag om rotteplagen i Ikast.

Luk video

Bo Midtvest anerkender stort rotteproblem

Boligselskabet Bo Midtvests direktør har i dag ikke haft mulighed for at stille op til et interview. Han bekræfter i en mail til TV MIDTVEST, at rotter er et stort problem i boligområdet, og at selskabet efter Stine Gulhammers seneste video med rotter nu igen vil tage affære.

- Jeg har dags dato kontaktet min inspektør som tager affære, oplyser Bo Midtvests direktør Per Dyhr Jensen i mailen.

Fakta om rotter

  • Udgør en sundhedsrisiko
  • Et voksende problem
  • Kan overføre 55 forskellige sygdomme til mennesker
  • Deres tænder kan gnave gennem stort set alt
  • Kan veje op til 500 g
  • Kan få tre-fem kuld pr. år med op til 12 unger i hvert
  • Et rottepar kan blive til 862 på et år
  • Svømmer og dykker godt
  • Altædende
  • Kan klatre op ad lodrette mure
  • Kan klemme sig gennem hul med diameter på 2 cm
Kilde: Bolius

Her kan du læse mere om rotter