Plads til ekstra 500 asylansøgere i Thisted

Plads til ekstra 500 asylansøgere i Thisted

Thisted kommune vil lave plads til at huse godt 500 ekstra asylansøgere.

Lukkede plejehjem, gamle skoler og feriecentre i Thy og Hannæs skal i fremtiden huse flygtninge, hvis det står til forvaltningen i Thisted Kommune.

- På et møde i udlændingestyrelsen er vi blevet bedt om at undersøge mulighederne for at udvide kapaciteten på asylområdet, fortæller direktør Lars Sloth, Børne- og familieforvaltningen, Thisted Kommune til TV MIDTVEST.

Det sker fordi udlændingestyrelsen forventer akut behov for flere pladser.

I alt vil kommunen forsøge at skaffe plads til godt 500 ekstra asylansøgere i kommunen. Det fremgår af dagsordenen for næste kommunalbestyrelsesmøde.

Vandrehjem og feriecenter

Lige nu huser Hanstholm Asylcenter 310 pladser. Kommunen har planer om at der året ud skal være plads til 90 ekstra på kommunens nuværende adresser.

Samtidig skal der etableres 150 midlertidige pladser på Feriecenter Vigsø året ud og 90 pladser på Skinnerup Vandrehjem.

Der ud over vil kommunen permanent etablere 200 bufferpladser på den gamle Social- og Sundhedsskole samt det nedlagte ældrecenter i Vesløs.

Sagen skal behandles på næste kommunalbestyrelsesmøde 15. september.