Pizzaria-ejer anholdt for påsat brand

Sigtes for at sætte ild til sit eget pizzaria i Hvide Sande.

160911_Pizzaria.jpg

Lokalpolitiet i Ringkøbing har tilsyneladende opklaret den voldsomme brand, der natten til den 13. september raserede et pizzaria på Nørregade i Hvide Sande.

Vicepolitikommissær Bjarne Højgaard bekræfter, at politiet torsdag har anholdt pizzariaets 41-årige indehaver og sigtet ham for brandstiftelse. Hvorfor politiet nu mistænker ejeren selv for at være brandstifter, ønsker han indtil videre ikke at oplyse.

Sigtes også for tidligere forsøg

Indehaveren sigtes også for forsøg på brandstiftelse, da politiet mener, at det også var ham, der i august - uden held - forsøgte at sætte ild til restauranten ved at hælde brændbare væsker ud på gulvet.

Den 41-årige bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor anklageren vil kræve ham varetægtsfængslet. Det har indtil videre ikke været muligt at få oplyst, hvordan han stiller sig til sigtelsen.

Han er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 180, der har en strafferamme på fængsel op til livstid - og subsidiært paragraf 181, der kan give 10 års fængsel under særligt skærpende omstændigheder.

 

1:32
En 41-årig mand er idag blevet anholdt og sigtet for brandstiftelse af sit eget pizzeria i Hvide Sande: