Pihl: Vi skal tage havnenes opråb alvorligt

Havnene i den vestlige del af Limfjorden håber på en dybere sejlrende. Venstres Kristian Pihl Lorentzen er parat til at se på sagen.

Venstres medlem af Transportudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, tager nu handsken op efter søndagens indslag om nødlidende havne i Limfjorden. Havnene taber indtægter fordi de moderne coastere bliver større og sejlrenden i den vestlige del af Limfjorden ikke er dyb nok.

- Det er et opråb, vi bør lytte til. Bedre besejlingsforhold til limfjordshavnene kan givet bidrage til vækst og udvikling samt et Danmark i bedre balance. Og så aflaster det vejnettet, hvis det lykkes at få mere gods over på skibene, mener Kristian Pihl Lorentzen. 

Ifølge formanden for Sammenslutningen af vestlige Limfjordshavne, Jens Peter Hedevang er udfordringen allerede en realitet for havne som Struer, Nykøbing og Skive.

- Havnene lukker, hvis vi ikke kan få de skibe ind, der skal til. Så det er både et spørgsmål om at vækste lidt, men på længere sigt er det også et spørgsmål om, at vi kan blive ved med at være her, siger Jens Peter Hedevang til TV MIDTVEST.

Han bakkes op af formanden for Holstebro-Struer Havn, Struers borgmester Mads Jakobsen. Holstebro-Struer Havn mistede for et år siden sin olieomsætning.

Staten har ifølge Jens Peter Hedevang garanteret en sejlrende fra Thyborøn til Aalborg med fire meters dybde. Havnene ser gerne en dybde på fire en halv til fem meter. 

Sådan en uddybning vil koste mellem 60 og 70 millioner kroner, og det vil være en god investering, mener havnene.

Nu er der tilsyneladende politisk vilje til at se på sagen.