Pihl om motorvejshuller: De bliver lukket

Kristian Pihl Lorentzen slår fast, at omdiskuterede huller på vejstrækningen mellem Herning og Holstebro nok skal blive lavet om til motorvej.

28:26

Holstebromotorvejen åbner på lørdag, men hvad er det næste infrastrukturprojekt i landsdelen? Er der overhovedet brug for mere asfalt. Gæster i Krydsfelt-studiet er: Kristian Pihl Lorentzen, Karin Gaardsted, Jakob Sølvhøj og Claus Arberg.

På lørdag står Holstebro-motorvejen færdig. Sidste etape af motorvejsstrækningen på 39 kilometer mellem Herning og Holstebro bliver indviet med ministerbesøg, motionsløb og koncert.

- Jeg forstår godt, at Finansministeren ikke står og lover noget.

Kristian Pihl Lorentzen

Få dage inden åbningsfesten fastslår Venstres Kristian Pihl Lorentzen, at der er mere motorvej på vej mellem Herning og Holstebro. Transportordføreren lover i det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, at to udskældte og meget omdiskuterede huller ved Herning nok skal blive lavet om til motorvej.

- Sådan nogle huller, de bliver lukket. For det første er det trafiksikkerhedsmæssigt meget betænkeligt, at vi har sådan nogle huller, hvor der ikke er motorvej. For det andet så er det fremkommelighedsmæssigt dårligt. Så derfor er jeg overbevist om, der skal vi nok over en bred politisk kam få de huller lukket.

Læs også Kristian Jensen: Motorvejshuller lukkes tidligst i 2020

Men finansminister Kristian Jensen, som bor i Herning, er blevet interviewet i flere omgange om det her. Han vil absolut ikke love noget som helst. Hvordan kan du gøre det modsatte?

- Nu er vi jo nogle, der arbejder med en investeringsplan, påpeger Venstres transportordfører.

Og det gør Kristian Jensen ikke?

- Jo, og jeg forstår godt, at finansministeren ikke står og lover noget. De huller skal nok blive lukket. Det er sund fornuft. Og det er trafiksikkerhedsmæssigt nødvendigt, at vi gør det. Også fremkommelighedsmæssigt. Så det indgår i vores kommende investeringsplan, at vi får de huller lukket. Så må vi se, om vi tager dem et ad gangen, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Det vil koste ca. 400 millioner kroner at få lukket de sidste huller, så de også bliver til motorvej. Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Læs også Ujævn asfalt på nye motorveje skal lægges om

De kritiserede huller på motorvejsstrækningen ligger både øst og vest om Herning, hvor bilisterne på stykker på henholdsvis syv og fem kilometer må køre på motortrafikvej. Det vurderes at ville koste 400 millioner kroner at lave hullerne om fra to til fire spor, så bilisterne kan køre på motorvej uafbrudt fra Holstebro til Herning og videre sydpå eller østover.  

Hør lyden fra hele udsendelsen som podcast her:

Du kan også abonnere på Krydsfelt som podcast i iTunes eller via RSS.