Pige væltet af cykel og truet

"Jeg kommer en dag og slår dig ned". Sådan lød truslen mod en ung pige fra Herning-området efter, at hun torsdag aften var blevet skubbet af sin cykel.

Torsdag aften omkring kl. halv ni blev en ung pige fra Herning-området skubbet af sin cykel på en cykelsti nær Sjællandsgade. Kort forinden havde hun passeret en gruppe på cirka seks personer på knallerter. De råbte efter hende, hvilket for pigen til at sætte farten op. To drenge kører efter hende, og den ene giver pigen et skub.

Pigen slår i faldet brystkassen ind i styret. Drengene flygter over den nærliggende motorvejsbro, men vender kort efter tilbage forbi pigen. En enkelt af drengene stopper op og truer hende med ordene: "Jeg kommer en dag og slår dig ned".

Pigen beskriver drengene som 16-17 år. Drengen der truede hende talte dansk. Han var stor af sin alder, skaldet eller med lidt hår og ørenring i det ene øre. Herudover havde han en sort jakke på.

Den unge pige blev bragt til skadestuen, men har ifølge politiet ikke lidt større skade. Lokalpolitiet i Herning vil gerne høre fra folk, der kan hjælpe med oplysninger.