Peter Larsen åbner nyt kaffelaboratorium

I Viborg har Peter Larsen Kaffe åbnet et nyt mikroristeri, hvor de laver specialkaffe i små mængder og kan eksperimentere med forskellige smage.

Udviklingschefen i Peter Larsen Kaffe Viborg, Lars Aaen Thøgersen og kaffemesteren i laboratoriet, sydafrikanske Winston Rose, viser stolt det nye laboratorium frem. Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Først var der mikrobryggerier, og så kom mikroristerierne. Peter Larsen Kaffe har nu startet et mikroristeri, hvor de kan teste forskellige specialkaffer.

De har startet mikroristeriet, fordi der er kommet en stigende interesse for, hvor kaffen kommer fra og en større efterspørgsel på eksklusiv kaffe.

- Vi oplever en stigende interesse for specialkaffe, men også et stigende salg af specialkaffe, siger Lars Aaen Thøgersen, udviklingschef hos Peter Larsen Kaffe i Viborg. 

Peter Larsen Kaffe leverer allerede specialkaffe til mere end 150 specialbutikker og til caféer og restauranter. Det nye mikroristeri giver dem mulighed for at eksperimentere med forskellige typer specialkaffe i små mængder.

Det er meningen, at det nye laboratorium skal være central i Peter Larsen Kaffe.

- Det her er kernen i Peter Larsen Kaffe. Det er hjertet. Her er hele historien og det håndværk, som vi har dyrket i 114 år, siger Lars Aaen Thøgersen.

Alle er velkomne til at se, hvordan kaffen bliver lavet hos Peter Larsen Kaffe i deres nye laboratorium. 

-  Vi vil invitere folk indenfor, både forhandlere og forbrugere, som har lyst til at lære mere om kaffe, og som har lyst til at få en fornemmelse af håndværket.