Ung murer vælger parti i blinde: Peter går ikke op i politik - nu skal han vælge en kandidat

Peter Frits Nielsen interesserer sig ikke for politik, men hvilken kandidat vælger han, når han skal sætte sit kryds uden at have set kandidaterne?

24-årige Peter Frits Nielsen går normalt ikke op i politik, men nu skal han tage stilling til, hvilken kandidat han er mest enig med.
24-årige Peter Frits Nielsen går normalt ikke op i politik, men nu skal han tage stilling til, hvilken kandidat han er mest enig med.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Normalt fylder politik ikke ret meget i Peter Frits Nielsens liv.

- Det der med politik er ikke så meget mig. Især her i valgkampen bliver det hele meget opreklameret, og det bliver meget upersonligt. Politikerne trænger ikke igennem til mig, som jeg synes, de skal. Sådan tror jeg også mange andre har det, siger han.

Den 24-årige murer fra Vemb er hovedperson i dagens udgave af TV MIDTVESTs program 'Valg i blinde'. Her undersøger vi, hvor forskellige midt- og vestjyder vil sætte deres kryds uden at vide, hvilket politisk parti, politikerne stiller op for. 

Tre spændte politikere

I programmet bliver Peter Frits Nielsen puttet ind i stemmeboks, så han ikke kan se, hvad der foregår rundt om ham. Udenfor stemmeboksen sidder i dette program de tre folketingskandidater Rasmus Norup fra Konservative, Andreas Albertsen fra SF og Thomas Bachmann fra Nye Borgerlige.

Men det ved vores hovedperson ikke. Han ved kun, at han får lov til at stille spørgsmål til tre for ham ukendte politikere.

- Jeg synes faktisk, det er lidt spændende. Man kommer tættere på den enkelte person ved at de selv stiller spørgsmålene. Det er meget bedre end politiske debatter, hvor vi alle samen står på en række, siger Thomas Bachmann.

Også Andreas Albertsen synes, det er et interessant eksperiment.

- Vi møder mange vælgere i løbet af en valgkamp, men det specielle i dag er jo, at vælgeren ikke kan se os og ikke ved, hvilke partier vi kommer fra. Så jeg er spændt på, hvad han har at spørge om, og jeg glæder mig til det, siger han.

Den tredje og sidste kandidat, Rasmus Norup, ser det endda som en fordel, at vælgeren ikke kan se kandidaterne.

- Sådan en valgkamp kan hurtigt blive overfladisk med intetsigende valgplakater og hurtige budskaber på sociale medier, så at få tid til diskussionen og fokus på indholdet, det tror jeg bliver rigtig godt, siger han.

Pension, uddannelse og kontanthjælp

Ved sidste folktingsvalg stemte Peter Frits Nielsen på Dansk Folkeparti, men denne gang er han ikke sikker på, hvor krydset skal sættes.

- Jeg er ikke vant til at snakke om politik. Det er ikke noget, jeg nogensinde har gjort med nogen - heller ikke mine forældre. Så jeg synes da, det er lidt sjovt at få snakket om nogle af de ting, der betyder noget for mig, siger han.

Her finder du de tre spørgsmål, som Peter Frits Nielsen stillede folketingskandidaterne:

1) Jeg er murer og startede i lære som 17-årig. Kan det passe, at jeg først kan gå på pension som 74-årig?

2) Jeg vil gerne læse videre til bygningskonstruktør, men jeg kan ikke få mit liv til at hænge sammen under uddannelsen, når jeg ikke må arbejde ved siden af studiet. Vil I beholde loftet for, hvor meget man må tjene ved siden af sin SU?

3) I Danmark har vi et samfund, hvor der er mennesker, som får støtte i form af kontanthjælp. Hvorfor skal kontanthjælpen være så høj?

Du kan se, hvem Peter Frits Nielsen ender med at vælge i sjette episode af ’Valg i blinde’ lige her:

9:18
I sjette program skal den politisk uinteresserede murer Peter Frits Nielsen tage stilling til, hvilken kandidat han er mest enig med.