Peter Balling på A-landsholdet

Team Tvis Holstebro-bagspilleren Peter Balling er blevet udtaget til det danske herrelandshold i håndbold.

balling.jpg

I sidste uge forlængede Team Tvis Holstebro-profilen Peter Balling sin kontrakt med klubben. I dag var der flere gode nyheder til bagspilleren, da han blev udtaget til det danske landshold i håndbold.

Han er kaldt ind som erstatning for Bjerringbro-Silkeborg-spilleren Nikolaj Øris, der ifølge landstræner, Gudmundur Gudmundsson, ikke er klar til kamp på grund af et springerknæ. Peter Balling kommer til at kæmpe med en anden Bjerringbro-Silkeborg-profil, Mads Christiansen, om spilletiden på højre back.

Udover Balling er også Simon Hald og Alexander Lynggaard blevet efterudtaget til landsholdet efter afbud fra to af de centrale forsvarsspillere, Henrik Møllgaard og Henrik Toft Hansen.

Landsholdet træner mandag og tirsdag i Brøndby, før det onsdag tager til Oslo for at møde Frankrig, Norge og Island i Golden League-turneringen.

I forvejen havde også Morten Olsen meldt fra på grund af en skade. Han er blevet afløst af Lasse Andersson fra KIF Kolding København.