Trafikuheld: Personbil overså politipatrulje

En personbil og en patruljevogn er søndag eftermiddag kørt sammen i Viborg.

Uheldet skete i krydset, hvor Indre Ringvej og Farvervej møder hinanden i Viborg.
Uheldet skete i krydset, hvor Indre Ringvej og Farvervej møder hinanden i Viborg.
Foto: Alarm112midtjylland

Føreren af en personbil overså søndag eftermiddag en politibil med udrykning i Viborg, hvilket resulterede i, at de to biler kørte sammen. Ingen personer er ifølge politiet kommet til skade, men både personbilen og patruljevognen er begge medtaget.

- Patruljevognen har ikke kørt specielt stærkt, så der er heldigvis kun sket materiel skade, fortæller Jan Nørrum, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Klokken 15:22 modtog Midt- og Vestjyllands Politi meldingen om, at en patruljevogn var kollideret med en personbil i Viborg. Episoden fandt sted i det kryds, hvor Indre Ringvej og Farvervej møder hinanden.

Politibilen havde tændt de blå blink og var på vej mod Skive. Personbilen kørte over for grønt, men føreren havde tilsyneladende overset, at politibilen var kørt ud i krydset. Vagtchefen oplyser, at han på nuværende tidspunkt ikke ved, hvilket efterspil episoden får. 

- Alle parter i sagen er blevet afhørt. Nu overgår sagen til Den Uafhængige Politimyndighed, og så må vi se, hvad der kommer ud af det, fortæller vagtchefen.

Uheldet skete i krydset, hvor Indre Ringvej og Farvervej møder hinanden i Viborg.
Uheldet skete i krydset, hvor Indre Ringvej og Farvervej møder hinanden i Viborg.
Foto: Alarm112midtjylland