Personbil kører ind i lastbil i den modsatte kørebane

I løbet af den sidste uge er tre personer blevet dræbt i lignende ulykker, og i dag kunne det også være gået rigtig galt.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Skivevej i Holstebro var spærret i knap tre kvarter, da en personbil klokken 13 kørte over i den modsatte kørebane og ind i en lastbil. Det oplyser vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Som vi tolker det, kører de ikke frontalt ind i hinanden, men sådan lidt mere i siden. Derfor gik det heller ikke så galt, som det kunne være gået, siger vagtchefen.

Personbilen kørte i sydlig retning ad Skivevej mod Holstebro og kom af uvisse årsager over i den modsatte vognbane.

Der skete mindre personskade i form af en brækket af på føreren arm personbilen.

Inden for den sidste uge har tre personer mistet livet, og flere er kommet til skade i lignende trafikulykker, altså hvor den ene part er kommet over i den modsatte kørebane.