Personalemangel kan lukke Næssundfærgen

Personalemangel kan lukke Næssundfærgen

Mangel på personale kan betyde, at Næssundfærgen sejler sin sidste tur allerede til maj, selvom der er planer om sejlads frem til nytår.

I starten af marts genoplivede et flertal på Mors Næssundfærgen, da de stemte for videre sejlads og allerhelst frem til nytår. Men nu kan personalemangel betyde, at færgen sejler sin sidste tur allerede til maj. 

Hvis driften skal fortsætte er der brug for nye folk - mindst en overfartsleder, en skibsfører og en bedstemand.

Størstedelen af den nuværende besætning er vikarer, som er opsagt pr. 30. april, og som ikke har mulighed for at fortsætte, og meget tyder på, at det kan blive svært at finde afløsere.

Næssundfærgen ligger i øjeblikket stille på grund af en defekt kobling, men planen er, at den skal på vandet igen i løbet af marts.