Personale raser mod lukning af psykiatrisk bosted

Det psykiatriske bosted, Blåkærgård, skal lukke. Men nu angriber personale og beboere psykiatriledelsen i Region Midtjylland, der står bag lukningen.

John Mikkelsen og kollegaerne fra Blåkærgård retter nu skarp kritik mod Region Midtjyllands psykiatriske ledelse,
John Mikkelsen og kollegaerne fra Blåkærgård retter nu skarp kritik mod Region Midtjyllands psykiatriske ledelse,
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Et faldende antal beboere betyder, at Blåkærgård, der huser psykiatrisk ustabile mennesker fra hele landet, i sidste uge blev indstillet til lukning.

Kun 14 ud af bostedets 20 pladser er besat. Men stedets ansatte anklager nu ledelsen for selv at have skabt de problemer, som gør, at stedet skal lukkes.

- Vi ved godt, at økonomien i samfundet er presset, og at man kigger på priser i forhold til, hvor man skal sende borgere hen. Men der er stadig beboere til Blåkærgård. Det er bare et spørgsmål om at få solgt stedet igen.

Sådan siger John Mikkelsen, der er tillidsrepræsentant på bostedet, til TV MIDTVEST.

Føler sig overhørt

Først i december fik medarbejderne besked om det manglende antal beboere. Her blev de bedt om at komme med forslag til, hvordan belægningen kunne øges. Siden er ingen tiltag sket. Derfor mener medarbejderne, at de er blevet kørt ud på et sidespor.

- Jeg og mine kollegaer føler, at vi er dem, der er blevet hørt sidst i den her proces. Og så må vi bare makke ret efter, hvad der sker, forklarer John Mikkelsen.

Den kritik kan Heinz Jacob dog ikke genkende. Han er områdeleder i Socialpsykiatri Voksne hos Region Midtjylland, og han mener, at medarbejderne er blevet hørt:

- Jeg kan sagtens forstå, at de er frustrerede, og set i bakspejlet kan man sige, at man jo altid kunne have gjort noget andet. Men grundlæggende mener jeg, at vi har haft dem inddraget.

Kritisable forhold skyld i drab

I 2012 blev medarbejderen Judy Meiniche Simonsen knivoverfaldt og dræbt af en beboer på bostedet.

Siden har Arbejdstilsynet flere gange kritiseret arbejdsforholdene på bostedet, og derfor fremhæves manglende sikkerhed i psykiatriledelsens lukningsforslag.

Men ifølge medarbejderne er der blevet investeret massivt i sikkerheden siden drabet på deres kollega, og sikkerheden er derfor ikke længere et problem.

- Sikkerhedsmæssigt er vi helt up to date, og fagligt er vi det også, mener John Mikkelsen.

Det er dog ikke tilstrækkeligt, understreger regionen:

- Med en lav belægning har vi en formindsket personalegruppe, og det giver et risikomoment, som vi så må kompensere for. Men det betyder bare, at vi påfører os selv et økonomisk underskud, og det er sådan set det, der nu bliver reageret på, forklarer Heinz Jacob.

Høringsfristen til forslaget om at lukke Blåkærgård slutter om en uge. Først den 31. maj tager regionsrådet endeligt stilling til, om Blåkærgård skal lukkes.