Pensionistklub redder nordmand fra P-bøde

Onsdagsklubben i Karup er utilfreds med, at en norsk turist fik en P-bøde i Viborg. Nu betaler de bøden for ham.

pskiveweb.jpg

Da det kom Onsdagsklubben i Karup for øre, at en norsk turist havde fået en efter deres mening urimelig parkeringsbøde i Viborg, tog de sagen i egen hånd.

De forbarmede sig over nordmanden og har nu valgt at betale hans bøde på 510 kr.

- Vi kender til lignende sager fra Viborg og synes, det er tåbeligt, at rigide regler og parkeringsbøder skal gå forud for altmuligt andet, siger talsmand for Onsdagsklubben Knud Gaarn-Larsen.

Han tilføjer, at han håber, normanden på den måde alligevel får et godt indtryk af Danmark og især vores landsdel.

Nordmanden, Jakob Berg, er så glad for den gode behandling, at han har lovet at komme og besøge Karup allerede i maj eller juni. Han har igen gået et godt indtryk af Danmark, takket være Onsdagsklubben i Karup.

- Danmark er virkelig så dejligt, som det fremstår i reklamerne, fastslår den glade nordmand.

Han nåede lige at få den glædelige nyhed fra Onsdagsklubben, 15 minutter inden bøden ville være blevet betalt.

De 6 pensionister i Onsdagsklubben glæder sig over, at den norske  journalist ikke har fået opfattelsen af, at alle danskere er lige germanske i deres tankegang,  som Knud Gaarn-Larsen udtrykker det .