Pensionerede sagkyndige til kamp mod lang ventetid på kørekort

Politiets servicekrav siger, at ventetiden på køreprøver højst må være to uger. I Midt- og Vestjyllands Politikreds er den fire uger.

Kørelærer Søren Mark fra Højslev håber, at politiets ekstra indsats kan bringe ventetiden ned.
Kørelærer Søren Mark fra Højslev håber, at politiets ekstra indsats kan bringe ventetiden ned.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Ventetiden på at komme til køreprøve i Midt- og Vestjyllands Politikreds er mere end firdoblet, efter at de 17-årige har fået lov til at tage kørekort.

Det skal der nu gøres noget ved.

Lederen af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland, Henrik Glintborg, fortæller, at politiet får hjælp af fem pensionerede køreprøvesagkyndinge. De bliver ansat som vikarer to dage om ugen og skal det næste halve år hjælpe med at få ventetiden bragt ned. 

- Vi kan ikke hyre ekstra folk ind fra cykelstierne, så vi måtte se, hvem der havde en bemyndigelse som sagkyndige. Det havde vores pensionerede kolleger, og vi er rigtig glade for, at de kan hjælpe os, siger Glintborg.

1:42
- Vi er ikke stolte over den lange ventetid. Interview med lederen af færdselspolitiet, Henrik Glintborg.

Politiet har et såkaldt servicekrav, der siger, at der højest må være 14 dages ventetid på en køreprøve efter bestået teoriprøve. I Midt- og Vestjyllands Politi plejer den at være omkring en uges tid, men da det fra årsskiftet blev lovligt for de 17-årige at tage kørekort, steg ventetiden til omkring fire uger.

- Det er vi ikke stolte over, selv om det er en atypisk situation, der rammer os. Nu håber jeg, at vi kan få sat ventetiden ned. Hvor meget det vil betyde, kan jeg desværre ikke sige, men jeg håber, at vi giver ventetiden et los i den rigtige retning.

Glintborg forventer, at presset vil aftage i løbet af et halvt års tid.

- Det er en ny generation, der nu melder sig på banen. De skal lige tygges igennem systemet, og når det så er sket, kommer vi ned i det gode, gamle leje igen, siger han.

Kørelærer Søren Mark fra Højslev glæder sig over politiets oprustning, som han kalder "prisværdig". Han er dog ikke sikker på, at et halvt års ekstra indsats er nok.

- Jeg håber da på, at puklen forsvinder, men jeg er bange for, at det her holder ved hele året, siger han.

 

1:56