Pengeautomat sprængt i stykker

Tre mørkklædte tyve brugte gas for at komme ind til kontanterne i pengeautomat i Bjerringbro.

Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

1 af 3

Det gav et større brag, da ukendte gerningsmænd natten til tirsdag gik til angreb på Sparekassen Kronjyllands pengeautomat på Torvegade i Bjerringbro.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen, oplyser, at gerningsmændene formentlig har pumpet gas ind i automaten og fremkaldt en eksplosion for at få adgang til kontanterne.

- Vi kan se på overvågningsbilleder, at der tilsyneladende var tale om tre mænd i mørkt tøj. Og så har et vidne set en mørk bil, formentlig en stationcar, køre fra stedet, siger vagtchefen.

Eksplosionen blev anmeldt klokken 01.31, og tyvene slap afsted med et større kontantbeløb i danske kroner og euro. Ifølge politiet har bankbygningen tilsyneladende ikke taget større skade.

Over hele landet har der været en lang række angreb på pengeautomater, hvor gerningsmændene har benyttet sig af gas. Det er også set flere gange i det midt- og vestjyske - blandt andet i Vorgod i 2011.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set registreringsnummeret på tyvenes flugtbil eller har andre oplysninger i sagen. Det kan ske på telefon 114.