Penge til rumænske skovarbejdere

Midtjysk arbejdsgiver indgår forlig med 3F og betaler 75.000 kroner tilbage til tidligere ansatte (arkivfoto).

300414_Skov.jpg

En flok rumænske skovarbejdere har nu fået efterbetalt i alt 75.000 kroner fra deres tidligere arbejdsgiver GP Skovdrift, skriver Fagbladet 3F.

I efteråret 2013 havde den danske virksomhed rumænerne ansat til at klippe pyntegrønt samt indkvarteret dem under det, som fagbladet betegner som ulovlige og kummerlige forhold i en arbejdslejr ved Hampen.

GP Skovdrift har efterbetalt pengene efter forlig i en sag, som 3F Silkeborg havde rejst på vegne af 26 rumænere. Ifølge formand Carsten Ulsøe indgik man forliget efter råd fra afdelingens advokat.

- Sagen er ikke endt, som vi havde håbet. Men resultatet var det bedst opnåelige ud fra den dokumentation, vi sammen med rumænerne kunne fremskaffe. Vi var, og er stadig, af den overbevisning, at GP Skovdrift har udført massiv social dumping, siger Carsten Ulsøe.

GP Skovdrift betalte ifølge fagbladet de rumænske skovarbejdere ned til 400 kroner om ugen i såkaldt forskud. Rumænerne skulle betale hver 6.600 kroner om måneden til arbejdsgiveren for kost og logi. Afløbet fra arbejdslejrens toiletvogn løb direkte ned i et stort hul i skovbunden, som var fyldt med urin og afføring, da Arbejdstilsynet var på tilsynsbesøg.

Ejer og direktør af GP Skovdrift Gunnar Petersen afviser fuldstændig, at rumænerne har været udsat for løndumping. Ifølge ham var problemet, at rumænerne arbejdede alt for langsomt.

- Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med forliget. Sæsonen kostede mig 480.000 kroner i underskud. Det skulle have været et overskud i stedet for, siger Gunnar Petersen