Penge til børnepasning brugt på huller

Kommunerne i landsdelen modtager hvert år 61,5 millioner til at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne. Kun en sjettedel bruges ifølge BUPL til formålet.

For tre år siden besluttede Regeringen at give de danske kommuner en halv milliard kroner til at forbedre kvaliteten i daginstitutionerne. Men det er langt fra alle kommuner, der bruger pengene på børnene, fremgår det af en undersøgelse, som Pædagogernes Landsforening, BUPL, har foretaget.

Kun en sjettedel bliver brugt til formålet

Her i landsdelen modtager kommunerne ifølge undersøgelsen i alt 61,5 millioner kroner om året fra puljen. Men budgetterne er kun blevet forhøjet med 9,7 millioner, altså omkring en sjettedel.

- Det er både bekymrende og skuffende, siger Jens Jensen, som er formand og faglig sekretær i BUPL MidtVestjylland.

Nogle kommuner sparer endda på området

Tendensen er helt tydelig i Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner. Disse har overhovedet  ikke tilført området flere penge, tværtimod har de sparet.

Viborg Kommune er den eneste her i landsdelen, der har brugt alle pengene på børnehaverne.

03:01 Luk video