Penge på vej til trængte bier

Penge på vej til trængte bier

Folketinget bevilliger penge til de danske biavlere.

Onsdag nåede Folketinget frem til en aftale om fordelingen af landdistriktsmidlerne fra EU til 3,9 milliarder kroner. Aftalen rummer hjælp til de trængte danske biavlere, skriver TV2.dk

I alt får biavlerne 80 millioner over de næste tre år.

- Det synes jeg jo, er helt fantastisk. Der er helt klart et behov. Biavlen er presset og bierne er presset. Værdien af bestøvning i Danmark ligger jo i niveauet 8-9 milliarder kroner, og biavlerne vil forfærdelig gerne bestøve markerne hos landmændene, men de er jo også økonomisk pressede, og kan simpelthen ikke betale biavlerne for det, siger Per From, som er biavler i Struer.  

Socialdemokraternes landbrugsordfører Orla Hav siger til TV2, at håndsrækningen skyldes, at de danske bier er under pres.

- Bierne er en indikator på, hvor godt vores natur har det. Når bierne har det skidt, får det store konsekvenser. Med den nye pulje sikrer vi, at der er god balance mellem natur og drift af bier, siger Orla Hav.

I 2012 viste en undersøgelse præsenteret, at Danmark risikerer, at op mod 20.000 blomsterarter uddør i løbet af de kommende årtier, fordi der ikke er bier nok til at bestøve blomster og frugttræer.