Pendlere vil beholde færge

Pendlere vil beholde færge

Fremtiden for den 50 år gamle færge ved Næssund bliver de kommende dage afgjort på budgetforhandlinger i Thisted og Morsø Kommune. Indtil da holder brugerne af færgen vejret

Klokken 6.20 rullede rute 708 fra Nykøbing på den gamle færge Næssundfærge. Ombord var 10 passagerer som nu risikerer, at deres fortrukne transportmiddel bliver nedlagt.  

- Færgen betyder alt for mig. At jeg kan komme på arbejde, og at jeg ikke skal flytte arbejdsplads. Det vil være trist, hvis den forsvandt, det er en livsnerve for øen jo, siger Ulrik Pedersen fra Karby, der arbejder som post i Hurup.

Og han bliver bakket op af medpassager Elise Nielsen.

- Jeg har 30 kilometer ekstra udenom, og jeg tager som regel bussen, fordi vi kun har en bil, så det kan betyde, at vi skal have bil nummer to, og der skal vi da også tæmke på, om vi har råd til det, forklarer Elise Nielsen fra Sindbjerg.

Hvis Næssundfærgen nedlægges betyder det en omvej fra den ene siden af kajen til den anden på 53 kilometer. En sejltur på fem minutter vekslet til en køretur på tre kvarter. Det vil også få betydning for Ib Madsens it-forretning.

- I forhold til vores kunder på Thy vil det forsinke vores levering i to timer. Og vi har faktisk en hel del flere kunder på Thy end vi har på Mors. Vi kan ikke undvære færgen, overhovedet ikke. Jeg ved ikke, hvor meget nedgang det vil give, men en arbejdsplads vil der ryge, siger Ib Madsen.

Færge er følsomt punkt

Næssundfærgens fremtid er de kommende dage et følsomt punkt på budgetseminaret for Morsø og Thisted kommune som hvert år tilsammen poster 3 millioner kroner i færgen for at dække dens underskud. Samtidig skal de tage stilling til nødvendige reparationer for 2,7 mio. kroner.

- Der er ingen hellige køer, og alt er i spil, men der ingen beslutning truffet endnu. Det er sammenspil af de løsninger, der kan findes for at få et budget, der er i balance for 2015, siger Hans Ejner Berthelsen, borgmester i Morsø Kommune.

Thisted Kommune betaler en tredjedel af driften til færgen og har tilkendegivet, at de støtter op om Morsø Kommunes beslutning. 

Pendlere holder vejret

På færgen fra 1964 holder de nu vejret og håber på at kommunerne vil ofre millionerne på en ny motor så den kan sejle videre de næste 8-10 år.

 - Det er jo en forlængelse af vores vej, og der er jo ingen veje, der giver overskud. Og der er alligevel 77.000, der har brugt færgen sidste år, det synes jeg da også er en del mennesker. Ellers må man prøve at finde noget andet arbejde på Mors, og det er i hvert fald ikke nemt med de arbejdspladser, der er lukket, siger pendler Elise Nielsen fra Sindbjerg.  

- Hvis færger forsvinder, så er alternativet nok, at jeg skal flytte. Eller at jeg skal flytte arbejdplads, men det er svært i de her tider, forklarer pendler Ulrik Pedersen.

Kommunalbestyrelsen mødes til budgetseminar torsdag og fredag.