Pelsdyravler: Et forbud vil være fatalt for Danmark

Portugal ønsker at sætte minken på listen over invasive arter, der ikke må indføres eller avles i EU.

hvid mink210313.jpg

Det vil få meget store konsekvenser, hvis EU sætter den nordamerikanske mink på listen over invasive arter, som ikke må indføres eller avles i EU.

Sådan lyder vurderingen fra formanden for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, John Papsø fra Kjellerup.

- Det vil betyde, at vi skal stoppe pelsdyrproduktionen i Danmark, og det vil være fatalt for minkavlerne, der har investereret mange, mange penge i produktionen. Det vil også være fatalt for Danmark, som har en stor eksport og rigtig mange arbejdspladser, siger John Papsø til TV MIDTVEST.

Han understreger, at det ikke kun er pelsdyravlerne og deres ansatte, der bliver berørt. Et eventuelt forbud vil også ramme mange i bierhvervene.

- Jeg vil skyde på, at der i vores område er 8.000-10.000 mennesker, som har en stor del af deres økonomiske indtægt fra pelsdyrerhvervet, siger han.

0:42
Se interview med John Papsø her.

Den nye trussel mod erhvervet kommer ifølge Altinget.dk fra Portugal, som ønsker at sætte minken på listen over invasive arter. I sidste ende er det op til EU-Kommissionen at afgøre, om listen skal udvides.

Hvis der bliver indført et forbud, vil der ifølge Altinget være mulighed for at søge dispensation, men det skal ske for hver enkelt af de 1500 danske minkfarme.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) deler pelsdyravlernes bekymring og vil kæmpe mod forslaget fra Portugal.

- Danmark har en stor produktion af mink til eksport, og erhvervet bidrager med tusinder af arbejdspladser i Danmark. Derfor ser jeg meget alvorligt på, at der kommer en anmodning fra Portugal om at sætte den amerikanske mink på listen over invasive arter i EU, siger ministeren til Altinget.

1:14