Peberspray mod Odense-fans

En gruppe fynske ishockey-fans ville slås under DM-finalen lørdag, men blev bremset af politiets peberspray

130412ishockey.jpg

20-25 tilhængere af Odense Bulldogs var ikke til sinds at lade spillerne på banen klare opgøret mellem Herning og Odense alene. I pausen mellem 2. og 3. periode forsøgte de at trænge ind på Hernings tribune for at slås:

- Det var lørdag, de havde drukket øl og nogle havde også været til fodboldkamp først, forklarer politiets vagtchef Ole Vanghøj.

Det lykkes civilklædt politi og kontrollørerne i hallen at stoppe Odense-tilhængerne før de nåede op til Herning-fans'ene. Gruppen stoppede, da politiet trak peberspray og ramte de forreste i øjnene. Derefter blev de voldsomme fans gennet ud i busserne.

- Vi skyllede selv øjne på dem, der havde fået peberspray. Det var ikke nødvendigt at køre nogen på skadestuen, siger Ole Vanghøj.

Odense Bulldogs vandt kampen på isen med 2-1 og fører nu samlet 3-1 i kampe i finaleserien. Odense kan sikre sig Danmarksmesterskabet på tirsdag, hvis holdet vinder igen på egen is.