PCB koster kommunerne dyrt

Flere kommuner i landsdelen døjer med store udgifter til at fjerne PCB og asbest.

Det koster kommunerne millioner at renovere skoler, hvor der er konstateret PCB og asbest.  På Sønderlandsskolen i Holstebro koster det alene 1,7 millioner at udskifte de giftige byggematerialer.

- Vi bygger stort set en helt ny skole, for der er nogle retningslinjer for, hvordan PCB og asbest skal fjernes, og dem overholder vi selvfølgelig, fortæller Jens Kristian Hedegaard (V), der er næstformand i Børn- og Ungeudvalget i Holstebro Kommune.

Store udgifter til flere kommuner

Det er ikke kun Holstebro Kommune, der døjer med PCB og asbest. I Viborg har kommunen lukket Rosenvænget Skole, og i Lemvig har man brugt en halv million på udbedring af skader på skoler i Thyborøn og Lemvig.

I Holstebro lyder regningen i alt på 4,8 millioner.

- Det er selvfølgelig træls at få sådan en efterregning, men budgettet holder, og det er ret væsentligt. Det, der er afgørende, er, at kommunens bygninger sundhedsmæssigt er i orden, siger Jens Kristian Hedegaard.

Holstebro Kommune skal nu i gang med at undersøge alle sine institutioner.

01:51 Luk video